Ja, hvad skal man så gøre? Kán man spole tilbage?
Vi mennesker vil gerne – faktisk helst – det gode, men kan det blive “for meget af det gode”?
I talen om stress og effektiviseringer på arbejdspladsen, handler det i allerhøjeste grad om, at balancere. At balancere mellem det “varme” gode og den “kolde”, f.eks. økonomiske effektiviseringer.
Midlet til at finde balancen, for den enkelte medarbejder eller leder, er meningen. Når du kan se meningen, så har du ramt balancen og det “flow” meningen skaber.
En af de ting jeg arbejder en del med for tiden – kerneopgaven – skaber grobund for meningsskabelsen, samt balancen mellem det gode “varme” og den “kolde” økonomi.
Som en ubevidst protest og affekt over presset fra effektiviseringer, m.m., kan der opstå for stort fokus på “det gode”. Som f.eks. socialrådgiveren der yder mere end det borgeren formelt har krav på og der er afsat ressourcer til. Eller sælgeren der yder en større service ude hos kunden på maskinfabrikken, end ledelsen kan finde tid (økonomi) til. Her får vi brug for at kunne spole tilbage til udgangspunktet fra før vi oplevede os pressede.
Hvad tænker du om dét? Kan kerneopgaven være et middel til at spole tilbage og skabe stressreduktion… ?
Hej Ole. Kerneopgaven er et godt ord. Desværre har jeg oplevet på sundheds- og socialområdet at problemet er, at der netop IKKE er tid til kerneopgaven. Det fandt jeg bla ud af i et projekt for nogle år siden på Kolding Sygehus. Det betød i dette tilfælde, at sygeplejerskerne fik dårlig samvittighed og DERMED stress. Hvilket var med til at føre til uhensigtsmæssige fejl. Og hvad angår hvad feks patienten har krav på, så er det ikke sjovt kun at levere det nødvendige grundet besparelser. Feks at demente kan hænde at rende rundt i flere timer med en beskidt ble, da der må prioriteres så hårdt. Altså det borgeren har krav på kan karambolere med den professionelles samvittighed og integritet. Hvilket igen kan føre til stress og dårlig trivsel – for alle. Sig til hvis du skulle være interesseret i noget af min research fra bla sygehuset.
Hej Kim – tak for din kommentar. Det vil jeg meget gerne høre mere om over en kop kaffe – selvfølgelig i de overordnede linjer, så eventuelle etiske eller juridiske tavshedspligter overholdes.
Et kort svar fra mig: Jeg mener at afsættet for mit blogindlæg var lidt anderledes, end det du beskriver i din case/oplevelse fra tidligere. Nemlig at den enkelte medarbejder kommer til at yde ud over kerneopgaven, fordi de ikke kender kerneopgaven.
Uden at kende detaljerne i din case, så kunne det umiddelbart lyde som om, at de i casen blev pressede netop fordi der var uklarhed om hvad kerneopgaven bestod i. Hvis der er forskel på hvad hhv. øverste og mellemste ledelse, samt medarbejderne anser for at være kerneopgaven, så er der “lagt i kakkelovnen”. I din case lyder det til, at den ikke var i det strategiske fokus…altså at medarbejderne kendte den (eller i hvert fald havde deres version af hvad den bestod i) og havde dårlig samvittighed over ikke, at kunne nå at løfte den?
Det er et meget komplekst felt når det rammes af den “virkelighed” vi kastes ind i – og netop derfor et vigtigt tema at arbejde med ude i virksomheder og organisationer.