Så står man der, midt i Føtex og kigger ned på det der for 20 sekunder siden var et englebarn af den sødeste og kønneste slags. Hende som så op på ham med de blide, kønne, blå øjne, lagde hovedet let på skrå og med den klareste røst sagde ”Far, du er bare den sødeste i verden”.

Han ser ned på en bylt af arme og ben der fægter vildt rundt luften, mens der et eller andet sted fra det højrøde virrende ansigt lyder det, der nærmest kan beskrives som et primalskrig fra helvede    ”JEG VIIIIIILLLL”

Mens han ser rundt på de andre voksne i butikken, kommer han til at tænke på den gamle 1978´er sang af Bjarne Jes Hansen ”Vi voksne kan også blive bange…”

Sceneskifte: Jeg ankommer til den eksamen hvor, jeg skal følge 5 ledere gennem den sidste time af deres studie i diplomledelse. Den sidste og afgørende eksamen på vejen mod rygmærket.

Der er en tydelig trykket stemning, allerede på studieadministrationens kontor og ude på gangene er der endnu mere mismod. Der har indtil nu været 2 hold studerende inde hos censor og selv om deres vejledere er rigtig dygtige, erfarne og kompetente, så er de karakterer der er givet, væsentligt under det normale. Her bliver sangen om de bange voksne endnu mere påtrængende.

Han kigger rundt på de andre i Føtex. Nogle vender sig og skynder sig væk, nogle vrider ansigtet i afsky over at en voksen mand ikke kan håndtere et 5-årigt barn, men andre igen smiler det der lidt skæve, undskyldende smil der siger ”jeg ved godt hvordan, du har det, men der er ikke andet at gøre end, at vente til det går over – når hun fylder 18 og flytter hjemmefra.”

Panikken breder sig i kroppen. Han svæver  oven over slikhylderne og ser sig selv stå derned på gulvet ved siden af det tydeligvis besatte pigebarn, der nu er ved at gå fra højrød til blå-spættet og åndedrætsbesværet. Han kan se sig selv række ud efter den pose slik monstret skriger på. En lille pose der vil fordrive djævlen og bringe det lille søde pigebarn tilbage.

Jeg går ind i eksamenslokalet og ser den stramme censor sidde med blikket på karakterlisten og de eksamensreglementer der følger med. Det er tydeligt at en pose slik ikke kan fordrive djævlen hér. Hende her er vant til at have den fuldkomne magt.

Der er kun én vej ud – Den paradoksale intervention!

Jeg rækker hånden frem siger ”Goddag, jeg hedder Ole. Er du skide sur eller hvad?”

I supermarkedet indser han, at posen med slik er den nemme vej, her og nu, men at den kun vil holde djævlens magt stangen indtil næste gang, han tilbringer kvalitetstid med sin lille pige i Føtex. Han indser at vejen ud, er den paradoksale intervention.

Han kaster sig ned på gulvet ved siden af den blå-spættede og begynder at skrige, fægte med arme og ben, mens han skriger ”Jeg vil OSSS haaaaa”

ALLE – også pigebarnet bliver fuldstændig stille …og den (for alle) pinlige seance gentog sig aldrig igen.

Censor bliver tydeligvis bragt ud af fatningen og da et angreb, i form af  en snak om kvalitet, bliver mødt med et klart proaktivt modspil, løsnes hendes fastlåste rolle som den, der skal gøre alt for at sænke karaktererne, løsnet og de bringes tilbage på niveau med de studerendes evner – i toppen af skalaen.

Den paradoksale intervention er et yderst potent våben i en tilspidset situation, men husk at der kun er et -, højst to skud. Derefter vil det virke stik modsat hensigten, så gem det til den dag du VIRKELIG er på den, i Føtex, eller på arbejdet.

Bruger du det til gengæld i en positiv situation, altså som en positiv paradoksal intervention – hvor du gør noget uventet, anderledes hjælpsomt eller sjovt -, så vil du se interessen for din virksomhed øges for hver gang.

Hvad er dine erfaringer med dette lille greb?