Det er sgu´ også for galt. Nu må nogen tage affære og fyre halvdelen – så skal de nok lære det!
Ledere (og især de offentlige af slagsen) har gang på gang måttet se sig portrætterede som nogle der tager for lidt ansvar, er for lemfældige i omgangen med ”vore” penge, eller sagt på en anden måde; som inkompetente.
Jeg har en fortid som leder i både private virksomheder og offentlige organisationer, men har de seneste 8 år, via mit firma, Langer & Rasmussen, været konsulent, sparringspartner og underviser på lederuddannelser for ledere fra stort set alle typer virksomheder. På den baggrund siger jeg, at problemet ikke ligger entydigt hos lederne (eller for den sags skyld; medarbejderne), men i højere grad hos os – dem der står uden for og kigger ind, mens vi bedrevidende dømmer alt og alle på en baggrund af antagelser og formodninger om, at vi hver i sær er meget bedre til at lede, eller arbejde end ”dem”.
Vi skælder (blandt meget andet) ud over, at der er for meget styring og kontrol og at ingen tør tage initiativ – og når så en stakkel vover sig til at følge sin intuition og eksperimentere (og det går galt), så sætter vi dem straks i den offentlige gabestok og kræver dem udskammet som slette mennesker…og det synes som om, at udskamningen kraft er ligefrem proportional med vores egen nydelse af at være ”oven på” i al vor klogskab.
Hvorfor har vi det behov for at beskylde andre for alle disse ting? Hvorfor har vi brug for denne opdeling i ”dem ” og ”os”?
Måske er vi bare for usikre og kender os selv for dårligt? Du hører sjældent personer med et højt selvværd udtale sig på den måde. Det høje selvværd betyder, at man ikke har behov for konstant at være på vagt og aggressivt beskytte sig selv ved at angribe.
Det høje selvværd giver overskud til ikke at lade emotionerne blive styrende.
Det lave selvværd puster os derimod op i et aggressivt forsøg på at beskytte os mod….ja, mod hvad?
Jeg mener at det er vor egen usikkerhed, vi prøver at beskytte os mod. Angsten for at komme i en ukontrollerbar situation; den hvor vi ikke har styr på hvad der sker omkring os – og dermed udfordres af vores skrøbelighed.
Når vi, dem der står og råber bedrevidende af de andre, gør det her, så mener jeg, at det er fordi vi ikke kan være med usikkerheden – Vi kan ikke være med vor egen skrøbelighed. Det paradoksale er, at vi blot øger den generelle utryghed og får endnu større behov for at beskytte os selv.
Ole Fogh Kirkeby og jeg laver med mellemrum Workshops og Masterclass´ med forskellige ledelsesrelaterede temaer og de seneste har haft ledelse og skrøbeligheden som emne. På den forrige Masterclass, havde vi bl.a. Regionsdirektør i Hovedstaden, Hjalte Aaberg, med i en samtale om dette.
Hjalte er som topleder i den grad i en udsat position, men han er en mand der holder fast i sine værdier og sin tro på, at ledelse også kan bygges på andet end kontrol og straf….også når han kommer under voldsom beskydning. Hvorfor? Fordi han har et højt selvværd og til stadighed har søgt, at blive klogere på sig selv og i denne proces nu også på sin sårbarhed.
I samtalen på Masterclass´en udfoldede Hjalte det, vi i dag kan se udtrykt i en artikel i Politikken d. 23. April, 2017.
Derfor siger jég: Hav respekt for skrøbeligheden, hav respekt for selvindsigten og respekter dem der tør gå til kanten og fejle – på trods af udskamningen.
Den her er til alle de ledere der gør deres bedste for at skabe de bedste resultater for alle, men den er især til lederne i det offentlige, som kæmper for, at vi andre kan læne os op ad et effektivt offentligt system, når vi har brug for det. Til dem der på trods, tør tage de tæsk det ind imellem giver, at udføre de vigtigste opgaver i et velfærdssamfund som det danske; at passe de syge og de svage, styrke børnene i at blive stærke voksne individer, sikre stabil produktion der styrker eksporten/skatteindtægterne, osv., osv.
Lad os arbejde på at (gen)installere trygheden og derigennem give plads til at opbygge det selvværd som er grundlaget for det vi alle ønsker; effektive og ægte robuste offentlige organisationer.
Giv ledere, medarbejdere og politikere den respekt de fortjener og har brug for – så skal de nok lære det!
Ï anledning af dette indlæg, som har så mange dimensioner og vise overvejelser, kan man måske spagfærdigt knytte følgende kommentarer:
Det sværeste af alt ting er, at forstå det, man selv siger.
Det lyder banalt, men er det ikke.
For det betyder for det første, at vi skal vide, hvad de ord, vi ”vælger” – eller som vælger os – egentlig kommer af. Hvad fanden er det vi siger her, og hvem har sagt det før, og hvor kommer ordet fra? Hvad er det over- og undertoner?
For det andet skal vi kende vore egne bagtanker.
Hvis mennesker forstod det sidste, så ville vi være meget påpasselige med at skælde andre ud, også hvor vi har ”gode” argumenter. For hvad er et argument? Oftest en efterrationalisering, hvis vi ikke man føre det tilbage de basisværdier, der producerer det, og som det implicerer. Det vovestykke er fremmed for de fleste.
Vi burde spørge: Hvad for en verden vil vi have, når vi siger det, vi siger?
Hvad vil vi egentlig de andre?
Og, måske aller vigtigst, hvad vil vi os selv med det sagte. For ordet dokumenterer jo vores sjæls virkelighed … Fy for pokker, det kan blive en slem stillen beskidt undertøj til skue – også selv om vi har retfærdigheden på vores side.
Cicero skrev i sin bog ”Om pligterne”:
”Men til os har naturen givet bestandighed (constantia), selvkontrol (moderatio), selvbeherskelse (temperamentia), og agtelse for andre (verecundia), naturen lærer os ikke at være skødesløse i vores adfærd overfor andre.” (Bog I, kap. xxviii, 98).
”Derfor bør vi i vores samkvem med andre vise, hvad jeg kan fristes til at kalde, ærbødighed (reverentia) overfor alle mennesker – ikke overfor dem, der er de bedste, men også mod andre.” (Ibid. Kap. xxviii, 99.), og
”men frem for alt må vi afgøre hvem og hvilket slags menneske vi ønsker at være, og hvilket kald i livet, vi vil følge; og det er det vanskeligste problem i verden.”
(Ibid. Kap. xxviii, 117.
Lad os begynde her. Ved os selv, altså ved at lytte til, hvad vi selv siger.
Tusind tak for endnu en af dine perspektiverende kommentar, Ole.
Wittgenssteins “Ord skaber virkeligheder” og hans terapeutiske brug af ordene i forsøget på at afdække misforståelser, er jo i sandhed også dine ord og din protreptiske tilgang – og det vi ser ske på kurserne.
Det er ret vildt at se hvordan selv små og tilsyneladende ubetydelige ord kan få så store betydninger for den enkelte og dermed for “verden” – hvis vi tror på den systemiske tænkning om de sociale konstruktioners magt.
Kynikerne – forgængerne for Stoikerne – har vist også en plads her.
Deres tro på retfærdighed, viljens kraft og det moralske ansvar kan vel ses som et (om ikke uproblematisk, så dog meget interessant) fundament for skabelsen af vore selvskabende ord?
At kunne udfordre os selv og være ærlige i lytningen til os selv, får først værdi når vi tør sige det sande til os selv – være kyniske.
Gør vi ikke det, vil vi vel blot lytte til en sukkerbelagt fortælling…og dermed ikke opnå effekten af at lytte.