Udgivelsen af bogen Velvilje – Ledelse og Filosofi mod stress, som jeg har skrevet sammen med Ole Fogh Kirkeby, har givet mig lidt kriller – for spændingen over hvordan den mon ville blive modtaget, er for en begynder ud i forfatterskabet, ret stor. Faktisk så stor at jeg har gået og sagt, at de der kender mig personligt, ikke må læse den. Det er naturligvis noget pjat, men jeg tror at alle der har udgivet en bog der i høj grad bygger på egne holdninger og tilbyder et personligt perspektiv som refleksionsgrund for andre, kender følelsen, også selv om indholdet står på et solidt valideret fundament. Heldigvis har det givet lidt ro, at jeg har skrevet sammen med Ole, der gennem sit professorat er voldsomt erfaren og dygtig ud i netop dét.
Nu er den ude og det har givet mere ro, for der er heldigvis en ret stor interesse fra forskellige sider – også fra nogle der hár læst bogen =;0). En af dem, er den dygtige Journalist Niels Svanborg der står bag Podcast-serien Socialt Indblik.
Han har endda været så interesseret, at han har interviewet os til serien. Han har formået at få skabt et indblik i nogle af vores tanker om Velvilje og Stress, på en måde som også er gyldig uden for den socialsektor, som podcast-serien er tiltænkt.
Jeg håber at du, bevæbnet med en god kop kaffe, the og tålmodighed, vil give dig selv tid til refleksioner over emnerne – måske endda sammen med en god kollega….og hvis du vil dele dem med os andre her på bloggen og på LinkedIn, så vil vi være meget glade!
Du kan høre Podcasten her og i øvrigt læse lidt på CBS/MMD her