Jeg var i Onsdags på vej hjem fra et kundemøde i Sønderjylland og fandt pludselig mig selv i en, samfundsmæssigt og personligt, helt ny og fuldstændig uventet situation: Motorvejen var lukket pga en strøm af flygtninge der vandrede Nordpå.

Jeg – og sikkert også mange andre – blev pludselig ramt meget direkte af en virkelighed som hidtil kun havde været et fjernt billede fra “de varme lande” – noget jeg kunne forholde mig til “i morgen”….  “I morgen” var blevet “I dag”!

Det var en overraskelse der rystede verdensbilledet og vi blev som samfund nødt til, at reagere ekstremt hurtigt på det vi oplevede. De første der måtte handle, var togpersonalet og politiet. De stod på stedet og valgte heldigvis en strategi der gik på at undgå at eskalere situationen og dermed styre uden om panik- og voldelige scener.

Allerede der i køen til motorvejsafkørslen oplevede jeg hvordan overlevelsestrangen blandt de sikre og trygge danskere, begyndte at udfolde sig. Der var lige kørt et ambulance med udrykning forbi i nødsporet og umiddelbart efter begyndte en ubrudt strøm af biler at søge dén vej for at komme hurtigst muligt hjem. Resultatet blev, at nødsporet meget hurtigt blokkeredes fuldstændigt – Tilsyneladende ikke noget der bekymrede bilisterne selv.

Nogle af de bilister der oprindeligt anså nødsporet for, at være en redningsvej som skulle holdes fri, reagerede ved at følge efter. Andre blev hvor de var. Da jeg på et tidspunkt, mens vi holdt stille, var uopmærksom på stop/kør i nogle få sekunder og der dermed opstod et hul på 3-4 meter op til den foran kørende, kunne jeg så se den gamle mand i bilen bag mig fægte voldsomt med armene og råbe ad mig. Min første reaktion var en irritation og jeg kunne næsten høre mig selv råbe “Rolig nu – vi når det nok”, men det ville selvfølgelig blot have tilspidset situationen yderligere.

Vel hjemme i mine trygge vante rammer, kunne jeg holde hele oplevelsen ud i strakt arm og se på den som den forstyrrelse den vitterlig var. Jeg brød mig tydeligvis ikke om den, men ved at se på den igen, ved at reflektere over hvad der skete og især hvorfor, blev billedet mere nuanceret og irritationen over både bilisterne i nødsporet og den gestikulerende mand, mindre.

I dagene efter kørte det store politiske spil om at placere aben og udstille de politiske modstandere som det ene og andet negative. Det var her jég oplevede den største frustration. At se de folkevalgte i den grad grave sig ned, og skabe nye skyttehuller, hvorfra det føg med grove forsimplinger og forsøg på at lægge hinanden ord i munden – ja, selv min TV-helt, Ask Raastrup, blev revet med af sine personlige holdninger og opførte sig som en skandalejournalist der forsøgte sig med et udbredt, men dybt utiltalende trick. Journalisten tillægger den interviewede en tydeligt utiltalende holdning og gennem gentagende, afbrydende salver af det samme spørgsmål, får han den interviewede til, i afmagt, at give journalisten “ret”, ved at sige det ønskede. Det lykkedes ikke i dette tilfælde, men fænomenet med grove forsimplinger opstod!

Det store spørgsmål for mig, var: Hvordan kan det være, at et relativ lille gruppe mennesker på en motorvej kan få, ikke blot den jævne danskere i en motorvejskø, men også vore toppolitikere og -journalister til at reagere så voldsomt?

Alt hvad vi siger og gør kommer ud af vor psykiske habitus. Bag enhver tale- eller praktisk handling, er der en intension. Svaret på mit Hvorfor-spørgsmål bliver dermed ikke svaret – det bliver kun et svar på symptomet. Det reelle svar ligger i svaret på det efterfølgende spørgsmål; Hvad er den helt bagvedliggende intension med den udviste adfærd?  Hvad er det bilisterne i nødsporet, manden der gestikulerer, Journalisten der lægger den interviewede orden i munden og politikerne der graver sig ned, ønsker at opnå – ikke bare på det overfladiske og synlige, men nede under det?

En del af svaret er: En reduktion af kompleksiteten. Når den situation vi befinder os i er helt uvant og bliver for uoverskuelig, så forsøger vi automatisk og af al magt, at reducere den til en størrelse vi kan overskue. Vi skaber et mere unuanceret billede af det voldsomt nuancerede. Vi skaber billeder af dem/os (Blå/Rød blok), vi maler fronterne meget skarpt op (luk grænsen hermetisk/åben grænsen fuldstændigt). Vi holder med andre ord op med at være reflekterede og handler i stedet reflektorisk.

Dette er et billede enhver leder kan genkende fra egen praksis. Som leder stilles man over for uvante situationer, man ikke kan fjerne sig fra og som man skál træffe beslutningerne i. Lederens evne til at reducere kompleksiteten for sine medarbejdere, har en direkte effekt på det psykiske arbejdsmiljø og effektiviteten. Jo dybere han eller hun i stand til at reflektere, jo mere kvalificeret bliver reduktionen. En reflekteret reduktionen ender ikke som en optegning i sort eller hvidt, men derimod som et mindre antal overskuelige valgmuligheder for medarbejderne.

Dette er hvad der efter min mening adskiller den gode leder fra den exceptionelle leder. Evnen til at reflektere på flere niveauer end det umiddelbare og samtidig bevæge sig på at højere abstraktionsniveau.

Hvad mener du? Er der andre punkter du anser for at være endnu vigtigere lederdyder?