Tanker om det ansvar, vi som individer kan og bør tage – både som privatpersoner og som virksomheder.

2019 er for min virksomhed Langer & Rasmussen, et jubilæumsår – det 10. år. Et vigtigt og centralt element i min oprindelige idé om at etablere virksomheden, var mit mål om at skabe plads til at jeg kunne leve “det gode liv”.

“Det gode liv” var for mig lig med at følge en af mine stærkeste personlige værdier: Frihed.

Det er forskelligt hvordan vi opfatter frihed. Din frihedsoplevelse er højst sandsynligt en helt anden end min. Men for mig er det friheden til at kunne vælge til og fra – altså en personlig frihed. Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg se hvordan de store udbrud jeg har haft, stort set alle har handlet om, at jeg har følt mig stækket af andre. Som barn, som teenager og nu som voksen, reagerer jeg når nogen vil stække min frihed. Det er nok derfor jeg endte med at gå ledervejen og at drive selvstændige virksomheder.

Friheden har altså været et personligt projekt og vel, dybest set, også et egoistisk projekt…Det kan der senere komme en hel blog ud af =;o) for er frihed noget vi tager, har eller får – og hvem har retten til (min) frihed?).

Underligt nok så har jeg også altid haft en trang til at kæmpe for “de svage”, altså gøre noget for andre der er i klemme eller for “noget” af større betydning – altså det modsatte af det egoistiske. Som barn var det naturen og den uretfærdighed som naturfolk (især de amerikanske indianere) blev udsat for, der tændte indignationen og kampgejsten.

Min først erindring om min egen aktive handling på baggrund af en urimelighed, er fra jeg gik i 3. klasse og mødte en grædende dreng “en af de små” (fra 1. klasse) der var på vej hjem fra skole. Han var hunderæd, for 3 af “de store drenge” (5. klasse) havde lovet at banke ham på vej hjem fra skole. Min umiddelbare og aldeles uigennemtænkte refleks var at fortælle ham, at jeg da nok skulle følge ham hjem…i den alder er evnen til konsekvensberegninger jo ikke rigtig udviklet endnu =;o)

Det viste sig at være en nem tjans, for til mit store held mødte vi aldrig de store drenge. Til gengæld holdt drengen op med at græde og da vi kom hjem, blev hans mor SÅ glad. Hun gav mig faktisk en femmer, altså 5 – FEM – kroner! Det svarede til 500 gram spejderhagl hos købmanden!! (ja, jeg ved det er en underlig sammenligning, men i en verden i barnehøjde, var det nu engang min målestok). Men vigtigst af alt, så oplevede jeg betydningen af at tage aktiv stilling og som en utilsigtet bieffekt oplevede jeg en stor glæde ved, at have gjort noget der var betydningsfuldt for andre. Glæden var så stor, at jeg faktisk ikke kan huske hvad de 5 kroner blev brugt på.

I dag kan jeg se, at oplevelsen blev definerende for min måde at være i livet på. Jég blev den ene, der på dét sted, på dét tidspunkt og gennem dén ene lille indsat, gjorde en positiv forskel for den anden. Det satte spor i mig som har betydet, at jeg fik den første spæde tro på, at vi som individer kan gøre en forskel.

Hvad er din første oplevelse af at handle, eller ikke handle på uret, overgreb, dæmoniseringer, eller andet? og hvilken effekt har det fået for dig og din væren som menneske og samfundsborger?

Jeg har siden hen oplevet udfordringen i, at det at være handlekraftig, ikke altid er det bedste – til tider er det jo direkte kontraproduktivt eller endda skadeligt. Nå, der kom så lige yderligere et tema til en blog…”i morgen” =;o)

Det er formentlig svært, at se en umiddelbar kobling fra overskriften “Hvad betyder du i det store billede” og så over til min personlige frihedstrang og oplevelsen af at gøre noget for andre – men jeg skal prøve at illustrere den.

Jeg blev på en Søndag morgen under valgkampen, bragt ind på disse tanker. og jeg huskede det manifest som 30 europæiske forfattere, filosoffer og intellektuelle udfærdigede i Januar 2019. Det kom ud i en række europæiske aviser under overskriften “Det europæiske hus brænder”. Manifestet er (som jeg læser det) et opråb til kamp mod den nationalisme der bredder sig med en voldsom hastighed over ikke bare et eller to lande, men hele Europa (og mener jég; på alle 5 kontinenter). Manifestet er, som de skriver: En “… alarm over for de åndelige brandstiftere, der fra Paris til Rom via Dresden, Barcelona, Budapest, Wien, og Warszawa, leger med ilden”.

“Det er jo bare politik”, “Det er umuligt for mig at gøre noget ved” – sådan fristes man til at tænke, men det er farligt for menneskeligheden, for demokratiet, for udviklingen af de nye løsninger og for økonomien.

Ilden brænder – og det skal den. Bålet har fra tidernes morgen været samlingsstedet hvor, vi laver maden, får varmen, og finder trygheden mod mørkets monstre.

I dag er bålet tæmmet og brugen langt mere sofistikeret – ilden er vor tjener…men det åndelige bål er stadig den oprindelige frie flamme. Dén flamme lader sig ikke tæmme i en grad, som vi bare kan lade passe sig selv, eller overlade pasningen til en enkelt fyrmester.

Den åndelige flamme springer let og hurtigt til gardinerne, eller skovbunden og skaber et Dante´sk inferno, en helvedesild, eller ildstorm der fortærer alt på sin vej.

Nationalismen er et af de stærkeste udtryk for det modsatte af mit mantra fra starten af min virksomhed “Der er altid et Både-&…der er altid noget andet at gøre”. “Enten-Eller”-holdningen (nationalismen) derimod blokkerer for al udvikling.

Det er forståeligt, at vi (og jeg skriver med vilje “vi”, for det sker også for mig selv) falder i og bruger et “Enten-Eller”. Det sker når vi er pressede og oplever at kompleksiteten er blevet for høj og vi har desperat brug for at komme oven på igen. Det kan være nødvendigt for et kort øjeblik, men det vigtige er, at vi så, når vi lige har genvundet fodfæstet, igen tillader en forstyrrelse i form af et “Både-&” perspektiv.

I forsvaret, politiet og i bredskabet kender vi begreberne “den spidse ende” og “Føringsledelse”. Det er der, hvor det for alvor brænder. Der hvor “ilden” er ved at løbe løbsk og der er akut brug for at standse det der sker. Der er tidspunktet hvor der er brug for at trykke på stopknappen, så vi selv eller andre ikke kommer (yderligere) til skade. I disse tilfælde har “enten-eller” ikke bare sin ret – den er nødvendig. Problemet opstår når vi ikke tillader os at forlade “Enten-Eller” igen. Når vi af angst for det ukendte element som findes i “Både-&” fastholder f.eks. en nationalistisk tænkning. Nationalisme og angst hænger uløseligt sammen og er i en symbiose, hvor det ene nærer det andet. Det er denne symbiose vi har set folde sig ud gang på gang i historien. Den er hver gang blevet drevet frem (igen) og vedligeholdt af populister der benytter chancen til at tænde bål rundt i skovbunden og i kældrene, så vi alle bringes i en tilstand af angst, frygt og ude af stand til at overskue kompleksiteten. Disse “åndelige brandstiftere” udnytter dig, mig og vores forvirring til at bringe sig selv i en magtposition hvor de kan styre samfundene.

Enhver diktator der har læst første side i diktatorens manual, véd, at en ydre fjende skaber sammenhold indadtil og en søgen efter “den stærke leder” – lederen der aldrig er i tvivl og altid har en løsning ved hånden. Han eller hun véd, at vi lader os drive som får, når vi er forvirrede og/eller bange. De ved at vi har så meget brug for tryghed, at vi er parate til at følge en fantasi om en ukompliceret virkelighed, hvor der er “dem” og “os” og at løsningen er at bekæmpe eller udelukke “dem”.

Disse mekanismer gælder på det makroniveau som de 5 kontinenter udgør, men også på messo-niveauet i staten og virksomhederne og på mikroniveauet i familier og venskaber. Som jeg skrev tidligere, så kan vi fristes til at sige “Det er politik” “Det er bevægelser som jeg, som enkelt individ, ikke kan gøre noget ved”.

Min antagelse er, at vi, som globalt samfund, ser disse bevægelser udfolde sig med en så stor hastighed og så stor kraft, fordi vi på denne relativt lille klode, er et sammenhængende system der påvirker hinanden…og at når det nu sker med større hast og kraft, så er det fordi vi med informationsteknologiernes heftige udvikling, nu hænger endnu tættere sammen. Når en bevægelse med et negativt mål ruller ud, ses, høres og følges det let og hurtigt. Der er, så at sige, blevet kortere vej fra stemning til handling. Læg dertil, at vi med de forskellige sociale platforme har fået en mulighed for at opleve et, ofte uimodsagt, fællesskab om de rabiate reduktioner af kompleksiteten…igen noget der nogle kan opleves tryghedsskabende. Du kan ikke stoppe alt verdens ondskab her og nu, men ved at tage den lille dreng i hånden og følge ham hjem, ved at kommentere i medierne, eller ved at sige fra gennem din stemmeseddel, tager du også stilling til og ikke mindst viser du, hvad der er acceptabelt i en verden hvor ordentlighed er reglen og ikke undtagelsen.

Min ven Ole Fogh Kirkeby, har i sit arbejde med protreptikken (den filosofisk samtale) givet ét bud på, hvordan vi kan finde vejen til det, vi hver især kan stå inde for. Hvis vi får styr på vore værdier – så vi finder friheden til at stå imod, når vi fristes -, eller presses til at begå handlinger, eller abonnere på tænkegods som er destruktivt…det være sig i politik, på arbejdspladsen, eller i privatlivet.

Jeg tilslutter mig derfor (kritisk bevidst) de 30´s manifest og håber at du også vil overveje og indtage din stilling i forhold til tankegodset fra de destruktive åndelige brandstiftere…og give den til kende når du møder et “Enten-Eller” – Tilbyd dem (og dig selv) et Både-& perspektiv og dermed en anden og mere produktiv vej…kæmp for friheden til at tænke som dú vil…men uden at træde andre under fode – SÅ betyder du noget i det store billede.