Vi skaber frygtsomme og sårbare ledere, men der er heldigvis håb…for os alle

Når ledere klandres for at være konfliktsky og ikke at turde træffe upopulære beslutninger, så mener jeg, som skrevet i det tidligere indlæg, Respekt for dét!, at det er et fejlskud. Jeg mener at det (oftest) ikke er lederen, men alle os andre pilen peger på, når der skal uddeles skyld og skam-plaquetter.

 

 

Hvis vi ser på fænomenet i en simplificeret form, så er der en klar kausal kæde som, går fra den risikovillige leder til den frygtsomme leder. Kæden ser sådan ud:

1. Lederne bruger sin ”sunde fornuft” og træffer en utraditionel beslutning – uden at involvere et kæmpe bureaukrati af jurister og økonomer.
2. Opgaven løses relativt smertefrit.
3. Opgaveløsningen bliver individuel og dermed utraditionel.
4. Individuelle løsninger passer ikke alle og derfor opstår der, når næste kunde, klient, eller borger skal have ”samme behandling” et billede af ”forskelsbehandling”.
5. Pressen og traditionalisterne skælder ud.
6. Lederen straffes (ved placeringen i den offentlige gabestok)
7. Lederen bliver tyndhudet og frygtsom.
8. Lederen holder sig til det traditionelle og det strukturalistiske.
9. Løsningerne bliver af ”one fits all”-typen.
10. Vi (offentligheden) skælder ud over, at lederne ikke kan tænke utraditionelt og skabe løsninger der matcher ”sund fornuft”.

Alt dette er nydeligt eksemplificeret i artiklen om hvordan Metro Express´ 21 artikler om kommunale innovative, risikovillige og vellykkede projekter i behandlingen af socialt problematiske unge, blev til 162 kritiske artikler, samt radio og tv-dækning og landspolitikere der hjalp til med at stille gabestokken op. Du kan se artiklen fra ”Den offentlige” her.

 

Fra frygtsomhed

Til risikovillighed

 

 

Hvad kan den enkelte leder så gøre?

For dig som leder, der føler dig i risikozonen, så er der en reel mulighed for selv at imødegå de små og store personlige skrammer.

Hvis du skal kunne være med – og i dette, så skal du kunne være med din sårbarhed og din frygt… du skal kunne mærke dit livs- og ledelsesmæssige værdifundament.

Du bør tage en (ledelses)filosofisk samtale med dig selv om hvorfor, du i det hele taget står i den lederposition du gør?

Hvad er det der har fået dig derhen og hvad er det der afgør, om du skal blive eller gå et andet sted hen?

Hvilke psykologiske behov får du opfyldt og hvilke drænes i din nuværende position?

Du kan finde inspiration i det samlede udviklingsforløb Psykologisk-Filosofisk lederudvikling, eller i den filosofiske (protreptiske) samtale, som jeg blandt andre afvikler sammen med Ole Fogh Kirkeby.

 

Hvad kan alle vi andre – kollektivet – gøre?

For os som kollektiv, ligger det største håb i, at vi sammen gør noget for at vende kausalitetskæden og modarbejder hvert trin. For at den nye kausalitet kan virke, skal vi nu starte omvendt og gøre det oprindelige trin 10 til det nye 1. trin. Den nye kæde kommer nu til at se sådan ud:

1. Vi (offentligheden) afstår fra  at skælde ud over, at ikke alt står et traditionelt skema, designet til at skabe uniforme løsninger.
2. Ikke forventer ens løsninger til forskellige mennesker i forskellige livssituationer.
3. Forventer at lederen er risikovillig og parat til nye tilgange til gamle problemer.
4. Lederen bliver tryg og risikovillig.
5. Vi afholder os fra at “hate” når en beslutning ikke har været optimal , men i stedet respekterer og accepterer, at nytænkning er udvikling og at det ind imellem “koster”…og så i øvrigt tænker på, at vi som tilskuere/læsere på nettet, ikke har det fulde billede – og dermed ikke retten til den negative kritik.
6. Vi går i rette med uretfærdig og/eller unødvendig hård kritik.
7. Accepterer og forventer forskelsbehandling – når den er baseret på individuelle behov.
8. Opgaven løses relativt smertefrit.
9. Lederne bruger sin ”sunde fornuft” og træffer en utraditionel beslutning – uden at involvere et kæmpe bureaukrati af jurister og økonomer.
10. Opgaveløsningen bliver individuel og dermed utraditionel.

På denne måde kan vi måske komme tilbage til risikovillig ledelse?