Skal vi tage det at være Textrovert alvorligt?
Vi står til det ugentlige koordineringsmøde og der skal træffes en beslutning om, hvorvidt vi skal have Coca Cola eller Sprite i sodavandsautomaten. Vores altid sjove og kvikke Toke, svarer lynhurtigt; Sprite – det er det de unge vil ha´ …Vi griner alle og så er den ged barberet. Næste punkt er ….
Textrovert er egentlig ikke et reelt ord eller betegnelse. Det er et af de ord, der er opstået i legen med, at finde nye ord for den konstant ændrede virkelighed vi færdes i.
Det er et udslag af de sociale mediers tidsalder – en sammentrækning af texting (engelsk for sms eller at skrive) og det at være ekstrovert. Man kan sige, at det her er en tilføjelse til betegnelserne introversion og ekstroversion, eller måske rettere en mellem position mellem de to.
Men mest af alt, angiver det en mulighed for at de introverte kan blive lidt mere ekstroverte….noget jeg har hørt flere introverte og deres ledere ønske sig. For som de siger, så er det de ekstroverte der får (eller tager) taletiden og det er dem der får lov at styre dagsordenen på arbejdspladsen…og nej, det nærliggende løsningsforslag med, at lederen skal være procesholder og trække den introverte med ind i debatten virker ikke optimalt – i bedste fald får vi et undvigende pligt-svar, men ikke den dybde som vi kunne få.
Den textroverte kan, når hun eller han sidder bag skærmen, være akkurat lige så hurtig, vittig og skarp som den klassiske ekstroverte der står der midt i flokken og underholder med alle de mere eller mindre sanddruelige historier ud fra devisen om at: Det kan godt være det er løgn, men det er F…… en go´ historie.
Den introverte har det bare ikke godt med ikke at få gennemtænkt tingene, inden de siges højt. Historien skal jo helst være sand og hvis den ikke skal det (fordi det sjove netop ligger i den åbenlyse løgn), så skal alle konsekvenser gennemtænkes inden den fortælles – og så er timingen ligesom smuttet og the fun factor is gone.
Her kan de skrevne IT-baserede og sociale kommunikationsflader (f.eks. jeres intranet) hjælpe.
Når vi taler, er det første gang vi hører ordene og så er de derude. Derude hvor alle andre kan vurdere dem og (be)dømme dem – og dét er netop det der skræmmer den introverte til holde sin mund og i bedste fald først komme på banen efter at en beslutning er taget.
…og hvem gider egentlig lige tage endnu en tur i karussellen, fordi ham der stille-Per ikke kan snøvle sig til at sig noget, imens vi behandler sagen? Han er faktisk møgirriterende – syntes de ekstroverte – også selv om de godt véd, at han tilfører beslutningen nye og vigtige perspektiver…kan du genkende det, kære hurtig-i-en-fart-kollega/-leder?
Når vi skriver, så “taler” vi uden at vi taler i fysisk forstand. Vi når at “høre” vore egne ord og får de der afgørende minutter til, at reformulere inden de andre “hører” det vi “siger”.
Men hov – Hvad nu hvis vi gjorde os den overvejelse, at bruge de skrevne kommunikationsflader mere bevidst og strategisk, kunne vi så ikke få disse andre perspektiver og guldkorn med på banen? At vi så det Textroverte som et rum vi skaber. Et rum hvor den introverte møder den ekstroverte på mere lige vilkår?
Hvad nu hvis 75% af dine kolleger egentlig heller ville have Cola i automaten – og tænk hvis nu det var mere betydningsfulde beslutninger end Sprite vs. Cola der blev besluttet på denne måde?
PS Hvis du er nået hertil i teksten, så er du formentlig mindst semi-introvert…så giv lige de ekstroverte et link, eller endnu bedre; øv dig på at genfortælle den KORT til dem.
