Jeg talte forleden med Ole Fogh Kirkeby´s mor (Else) en gæv og charmerende ungdommelig kvinde på 92 og opdagede, at vi har et naturligt bånd – til trods for at hun nu har boet i København i rigtig mange år – Vi stammer nemlig fra nogenlunde samme egn i Jylland. Vi blev begge nysgerrige på dette lille fælles i vore historier. Else fortalte bl.a. om hvordan hun og hendes veninde, da de var store piger (det vi nu kalder teenagere), GIK fra Skive til min fødeby Viborg, bare for at møde de unge Viborgensiske mænd – der som hun udtrykte det: “…var så fine og sjove”.
Utroligt hvad nysgerrighed (og lidt hormoner) kan gøre ved os – at snige sig ud hjemmefra, midt under en verdenskrig, for at gå 30 kilometer ud og 30 kilometer hjem igen, bare for at møde noget andet end hvad hjemegnen har at byde på (måske du kan bruge dén, næste gang din datter ringer fordi, hun skal hentes i nattelivet..5 km. hjemmefra…hvis ikke hun selv kan klare turen hjem, så er det måske ikke turen ud, værd?).
Jeg er overbevist om, at nysgerrigheden er noget af det bedste til at holde os, ikke bare i live, men også friske og livsglade – sådan som Oles mor, var og stadig er.
Nysgerrigheden er også det der holder os i live på arbejdspladsen. Uden dén ender vi i hamsterhjulet, uden udsigt til andet end pensionen derude i horribilisonten. Ved at skabe plads for – og gribe – nysgerrigheden skaber vi et stærkt fundament for det gode liv, både på arbejdet og i privaten.
Man kan så argumentere for, at behovet er dækket. Vi får jo masser af forandringer…men forandringer er ikke det samme som at følge nysgerrigheden. Forandringer uden nysgerrigheden har den stik modsatte effekt – de er en belastning og bliver blot en del af hamsterhjulet.
Her kommer mit store mantra så: Der er altid tale om et både/& – og vi skal skabe balancen. De pålagte forandringer og den intuitive nysgerrighed er eksempler på den vanlige battle mellem de grundlæggende psykologiske behov for hhv. klare rammer og udvikling. Som virksomheder og som mennesker, har vi brug for denne balance for at være i “flow”, sådan som Mihaly Csikszentmihalyi har beskrevet det.
Måske skulle vi, som Else, være mere åbne for at hoppe på cyklen og smutte hen i nabobyen og se om dér er nogle andre fine og sjove mennesker som kan inspirere os?
