AARRGHH…

Efter en lederkonference, hvor jeg mødte en masse nye mennesker – og en stor del af dem potentielle kunder – sidder jeg nu og græmmes over mig selv!

Som en forårskåd teenager der møder den skønneste pige, fortalte jeg i én lind strøm om hvad jég tænker om alt i verden, om hvad jég gør, om hvad jeg er uddannet til, om hvad jég har erfaring med….og alt sammen til trods for, at jeg normalt lever af at holde min mund, lytte og reflektere sammen med den eller dem jeg sidder med.

Aarrghh! Jeg gjorde jo nøjagtig det, som jeg selv syntes er allermest irriterende, når jeg mødes af en sælger: jeg talte og talte og ….

Jeg havde besluttet mig for, at jeg, på denne dag, skulle sælge.          Det har jeg ikke prøvet i rigtig mange år. Vore kunder har, gennem snart 7 år, henvendt sig til os, helt af egen drift.

Den uvante situation, som jeg havde sat mig selv i, fik mig til at glemme det, jeg ellers skatter meget højt i både ledelse og som konsulent; at være i nuet, observere og lade tingene gå som de nu vil. Man kan argumentere at jeg SELVFØLGELIG skal forsøge at sælge og SELVFØLGELIG skal være vedholdende i mine forsøg på at få en kunde…men hvorfor? Er en kunde der presses/lokkes ind, overhovedet interessant? Er det en holdbar relation? Kan der komme et virkelig meningsfyldt forhold ud af det, eller forbliver det bare på overfladen?

Talestrømmen gav mig i bedste fald ingen kunder og i værste fald en gruppe mennesker der fremover vil skynde sig i den modsatte retning, hvis de møder mig nede i Netto.

Hvis jeg falder i dén fælde igen, så vær lige så venlig at sige ”Rolig nu – hvis vi vil dig, så skal vi nok vise det – Du behøver ikke presse på”

Hvis du nu erstatter konsulent og kunde med leder og medarbejder, kan du så se koblingen over til din dagligdag?